Af Per Ekstr�m �

 Er der noget der kan f� rigtige lystfiskere til at blive euforiske, s� er det store fisk. Fascinationen af k�mpefisk sidder s� dybt fastkroget i enhver rigtig lystfisker, at det er meget sv�rt at imponere vedkommende med andet, og s� har store fisk altid skabt gode historier � noget som er en del af f�nomenet  - lystfiskeri.

Dette er b�de historien om den store bl�finnede tun, der hver sensommer, for et halvt �rhundrede siden i tusindvis, kom ind i vore farvande. Tunen skabte legender, men ogs� en klub, der eksisterer den dag i dag, selvom det er over en generation siden, at tunen sidste gang skabte virak i de danske farvande.

Der var engang

S�dan starter de fleste eventyr, men vi kunne passende begynde historien med hvordan startede det hele egentligt, for tunen dukkede jo ikke pludseligt frem fra det rene ingenting. N�! - Den var trofast kommet gennem �rtusinder, der var bare ingen der havde taget den rigtigt alvorligt. Lynhurtig og med en st�rrelse der gjorde den umuligt at fange, var �rsagen til en ringe interesse, i en hverdag hvor det daglige br�d var det vigtigste punkt p� dagsordenen, og hvor lystfiskere var s�rlinge der ikke blev taget alvorligt.

Erhvervsfiskerne kendte godt tunen, der s� den i jagten p� f�de � makreller, hornfisk og sild. P� den sj�llandske nordkyst var de ofte ude for, n�r de r�gtede deres garn, at stimer af tun eller �springere� som de kaldte dem, kom t�t p� for at tage del i �degildet, n�r sildene fors�gte at undslippe. Popul�re var de imidlertid ikke. Kom en tun i garnet kunne det meget let skabe en del ravage med tabt fangst og �delagte redskaber til f�lge.

F�rst i begyndelsen af 1900-tallet begyndte et meget sp�dt, men mere m�lrettet fiskeri efter disse makreller i megast�rrelse. De f�rste personer man kan s�tte navne p�, n�r det g�lder tunfiskeri, var to erhvervsfiskere fra Sj�llands Odde. I �rene under 1. verdenskrig var br�drene Peter og Valdemar Madsen, sidstn�vnte gik under navnet �genavnet �Valdemar Lampepudser�, fordi han passede fyret p� Sj�llands Rev, begyndt at fange tun  med tovv�rk og  hjemmesmedede kroge fremstillet af t�nderne fra en hesterive.

Ikke fordi der var afs�tningsmuligheder i Danmark, for det var der ikke. Der var ingen tradition for at spise hvaler eller k�mpefisk, men i de sidste krigs�r kunne de afs�ttes p� det tyske marked, hvor alt spiseligt blev afsat til en rigtig god pris. Efter krigens afslutning h�rte det op, og f�rst i 1926 var der atter nogle, der fik �je p� tunfiskeriets muligheder.

Et hold af k�benhavnske lystfiskere begyndte at dyrke fiskeriet mere m�lrettet. F�rst med h�ndliner, men allerede �ret efter med stang og hjul. H�ndlineudstyret var ikke s�rligt kostbart og ganske simpel. Med en lang bambustang holdt man forfanget agnet sild eller makrel udfra b�dsiden. Samtidig kastede man masse af sild eller makrel ud  for derved at imitere en fiskestime. Nogle lokkefisk var bunder sammen med sm� korkstykker s� det ikke sank s� hurtigt. Ofte skulle der adskillige kasser fisk til for at lokke tunen hen til b�den, men n�r den s� endelig viste sig, var det ofte stimer at tun. Tunene jagtede i stimer og en folk tun angreb en stime fisk ved at komme fra alle sider. Det skabte forvirring og ofte kogte vandet af makrel og hornfisk der i panik r�g helt ud af vandet. 

Selve forfanget med agnen var fastgjort med en kn�kline, s� n�r tunen tog agnen og blev linen frigjort og tunen kunne tonse derud af. I enden af linen var monteret en b�je, som regel en solid 20-liters petroleumsdunk der fungerede som fl�d. Linen skulle v�re placeret i en kurv eller anden beholder, s� der ikke skete ulykker, n�r en masse line pludselig rutsjede henover d�kket. S� sejlede man efter dunken,  og n�r tunen var blevet lidt tr�t, sejlede man hen og samlede b�jen op. Herefter startede en �gte tovtr�kningskonkurrence. I de fleste tilf�lde med tunen i taberens rolle. Tun p� 200 - 250 kilo var ikke us�dvanlige.

F�nomenet Kaj M�ller

Den f�rste der fors�ger at fange en tun p� stang og hjul var Kaj M�ller. M�ller var blevet inspireret af amerikaneren Zane Grey, der malende havde beskrevet kampene med havets storvildt, og p� en tur til London og efter et meget dyrt bes�g hos Hardy Bros. p� Pall Mall var M�ller klar til kamp p� havet.

Den 7. august 1928 gik M�ller ombord p� kutteren �Lars Kruse�, opkaldt efter den ber�mte redningsmand, som Skagensmalerne mange gange havde  portr�tteret i b�de ord og billeder. Skipperen var noget skeptisk, da han s� M�llers udstyr. K�benhavnere var en s�regent folkef�rd med vanvittige ideer, og skulle han p� havet med det udstyr, s� var det en betingelse, at ogs� h�ndliner skulle med. Han skulle ikke v�re til grin i hele havnen, hvis de kom hjem uden tun, blot fordi en �k�venhavner� havde f�et en s�r id�.

Ude p� Kattegat begyndte jagten. Udstyret med kassevis af sild, begyndte forfodringen for at lokke tunen til. Klokken havde lige passeret 5 minutter over 6, da hugget faldt, og tunen i f�rste udl�b fl�ede 350 meter af hjulet. Kampen var i gang. I n�sten 3 timer var M�ller travlt besk�ftiget med henholdsvis at hale og sl�kke. Da tunen omsider kom ind til skibssiden var den d�d. Den havde spr�ngt sig selv. I Odden Havn vejes den til 478 danske pund. Danmarks f�rste lystfiskerfangede tun var en realitet.

I den f�lgende uge fulgte M�ller succesen op, og fangede tun nr. 2 og 3. Tun nr. 3 var samtidig lidt af en sensation. Det var tidlig morgenstund, kl. 4.57, da tunen huggede ca. 2 mil N.V. for Gniben, og satte M�ller p� et arbejde, han n�ppe selv havde forestillet sig. Tunen, der var rigtigt stor, tog omg�ende 400 meter af linen og s� begyndte en kamp der er de f� lystfiskere forund at opleve. De f�rste 3 timer var det umuligt at f� nogen line ind p� hjulet, mens tunen trak b�den rundt i det kystn�re omr�de langs Sj�llands Odde. Den bev�gede sig i store cirkler og synes utr�ttelig. Ved 9 tiden begyndte M�ller omsider at f� lidt hold p� tunen, troede han, da det lykkedes at bj�rge n�sten 100 meter linen. P� det tidspunkt var den kun 150 meter ude. Det synes som om den var ved at v�re d�d, men det var en vildfarelse.

Pludseligt tog en vis person ved dyret, og den satte kursen nordover ret mod Hessel�. B�den havde bare at f�lge med, og i l�bet af nogle minutter tog tunen 300 meter line. Nu begyndte man at sejle hastigt op mod tunen, og man fik den rigtig t�t p�, men atter trak den line af og gik i dybet. Atter begyndte den at g� i cirkler, og det var n�sten 9 timer siden den huggede. Vejret viste sig samtidigt fra sin ubehagelige side. Det var bl�st op, der var heftige regnbyger og s�en havde rejst sig. Det var blevet sv�rere, men det skulle blive endnu mere besv�rligt. Tunen foretog et pludseligt ryk og h�ndtaget p� stangen kn�kkede. Samtidigt begyndte den at vise tr�thedstegn, og M�ller pumpede p� livet l�s. Den var nu inden for 40  til 50 meter fra b�den. 20 minutter i 4 kn�kkede stangen 2 centimeter under hjulet, men tunen var s� t�t p�, at man efter 10 minutter kunne hale k�mpen indenbords. Et minut i 4 ans� M�ller kampen som overst�et, da fangstkroge halede rekorden ombord. 11 timers h�rdt arbejde var forbi. M�llers psykiske tilstand kan vist alle  s�tte sig ind i, men hans fysiske er nok sv�rere, men mon ikke han har tr�ngt til en kold bajer. 638 danske pund vejede tunen (316 kilo). M�ller var kun 24 engelske pund (sm� 12 kilo) fra den dav�rende verdensrekord p� 758 lbs.

De f�lgende par �r fisker et hold af datidens prominente lystfiskere j�vnligt efter tun fra Odden. Det er folk som Ludvig Svendsen, (1883-1959) legendarisk grejforhandler og forfatter til utallige b�ger om lystfiskeri, Valdemar Nielsen og B�je Benzon. Fra en privat b�d fanger de en del tun de fleste mellem 100 � 200 kilo. I �rene fra 1930 til 35 h�rer man ikke s� meget til tunfiskeriet ved Sj�llands Odde. If�lge Ludvig Svendsen fordi m�ngden af sild og makreller ikke var s� store som tidligere, men i 1934-35 begynder erhvervsfiskerne fra Snekkersten at fange en del store tunfisk i omr�det mellem Lappegrundens fyrskib og ned til Hven, og i slutningen af 30�erne sker der atter en opblomstring af fiskeriet.

Tunens udbredelse

Hvad der drev tunen s� langt ind i de indre danske farvande er sv�rt at sige, da m�ngden tilsyneladende har v�ret meget varierende. Men antallet set i relation til den samlede bestand var v�ret meget begr�nset. Man skal t�nke p�, at fiskeriets effektivitet p� dav�rende tidspunkt var beskedent, og for de fleste fiskeres vedkommende begr�nsede sig til det kystn�re fiskeri. For at f� et indtryk af bestandens st�rrelse, er det nok lettere at gengive den norske havbiolog Jacob S�mme�s iagttagelser. Han fort�ller om en tur engang i 20�er eller 30�erne  med et havunders�gelsesskib.

Mellem Shetlands�erne og Bergen sejlede man ind i s� t�tte stimer af tun som gik over hinanden. S� langt syd � og nordover som �jet rakte. De kunne sejle i disse k�mper i timevis, og da de kom indensk�rs langs den norske kyst m�dte de mange stimer med 100 meters mellemrum, men de var at regne for en bagatel for hvad det havde set ude p� havet.  

I 1945 blev der alene af erhvervsfiskerne til auktionerne i Skagen, Thybor�n og Esbjerg indbragt 7.100 tun med en samlet v�gt p� knap 477 tons. Isoleret set var det derfor kun en ubetydelig m�ngde der fandt vej til �resund, men deres ber�mmelse blev ikke desto mindre s� meget st�rre.

Grejet � en kostbar investering

N�r det gjaldt det primitive fiskeri med h�ndline, var den �konomiske investeringer i fiskergrejer overkommelig, men kom stang og hjul p� tale, s� var de kun de f� der kunne v�re med i b�den.

Kunststoffer var en ukendt begreb. St�ngerne blev prim�rt produceret af Hickory eller splitcane. Hickory er amerikansk valn�ddetr�, og navnet er det indianske for tr�sorten. Det var rimeligt b�jeligt, men kr�vede som alle andre naturprodukter vedligeholdelse. Splitcane er som bekendt fl�kket bambus, der er limet sammen igen i enten 5 eller 6-kanter. Begge var almindeligt forekommende. Den kendte danske standfabrik Norden, der  producerede mange typer splitcanest�nger opkaldte sine stangmodeller efter fiskepladser rundt om i Danmark. Tunstangen hed dog kort og godt bare �TUN�. L�beringene var kraftige og som regel udf�rt i rustfrit st�l. Enten med rulle�jer eller med agatbel�gning.

En almindelig tunstang kostede nemt mellem 2 og 300 kroner, men s�holdt de heller ikke l�nge. Ludvig Svendsen der var eneforhandler i Danmark udtrykte det vist meget pr�cist, da han beskrev den gennemsnitlige levetid p� en billig tunstang: �F�rste �r bliver den b�jet, hvis der har v�ret mange fisk p�, og �ret efter kn�kker den som regel�.  Skulle det v�re solidt og luksus, stod der st� Hardy p� stangen, men s� kostede den nemt det dobbelte.

St�ngerne var klassificeret som i dag. Men hvor vi enten anvender lbs. eller kg for at klassificere stangen til linens brudstyrke, brugte man dengang antallet af tr�de i det s�kaldte Cuttyhunk til at klassificere linen. Cuttyhunk er en tresl�et fastsnoet h�rline af specielt lange h�rfibre. Den var kun let impr�gneret og tynd i forhold til brudstyrken. Linens brudstyrke var afh�ngig af kvaliteten p� materialet, men f�lles for dem var at de var snoede og flettet p� en s�dan m�de, at de ikke svulmede op, n�r det blev v�de. Alle liner blev derfor ben�vnte med numre 6, 9, 12, 15, 18 og op til 72. Nummeret henviste til antallet af tr�de som linen bestod af. Tr�dens brudstyrke, der var angivet i v�d tilstand, var angivet i henholdsvis 2, 2� og 3 lbs brudstyrke. En line nr. 9 med h�jeste brudstyrke havde derfor en brudstyrke p� 27 lbs, men den kraftigste, nr. 72 havde en p� 216 lbs. Eneste ulempe var at linen skulle t�rre efter brug, s� en del stole i den sm� hjem har nok v�ret anvendt som t�rrestativer, n�r manden kom hjem fra en h�rd dag p� vandet.

Man kendte ganske vist til nylonliner, men det var kun i sin tidlige vorden, og havde ikke de brudstyrker som i dag. Nylon har ogs� den ulempe, at det er elastisk og kan �del�gge en hjulspole, hvis den l�gges meget stramt op p� hjulet, og det var jo n�rmest uundg�eligt med en s� stort pres.

 Hvad hjulet angik, s� var der stor forskel. Der blev produceret store Nottinghamhjul, uden udveksling, amerikanske Penn var naturligvis ogs� p� banen med hjul med udveksling og stjernebremse. Et alternativ var Jagt og fiskerimagasinets kopi af en Penn 16/0 � model �Tuna�, fabrikeret p� licens. Det kunne f�s for under det halve af, hvad tunehjulenes Rolls Royce.  en model Hardy Zane Grey, der kunne f�s en 2 udgaver en 12/0 eller14/0. Numrene henviser til hjulets diameter. �nskede man sig et etui til sit Hardyhjul, i h�ndsyet l�der naturligvis, m�tte man slippe mere end 100 kroner yderligere. Den ukronede tunkonge Carl Bauder udtrykte det i Jagt & Fiskerimagasinets �rlige katalog i 1950 sin begejstring for Hardy`s grejer s�ledes: �Min Hardy-Zane Grey stang kan t�le at fighte de allerst�rste tunfisk. Man beh�ver ikke at have �ngstelse for, at den skal kn�kke ved at tage for h�rdt p� meget store fisk. Det er smukt arbejde som alt andet af Hardys redskaber�. Sagt af en mand med forstand p� tun.

Tunfiskeri med stang og hjul var ikke for hvem som helst, n�r man ser p� datidens grejpriser. For at indtryk af priserne, skal man sammenligne den gennemsnitlige l�nindt�gt for en l�nmodtager. I 1945 l� den p� cirka 100 kroner om ugen, s� et godt tunudstyr kostede cirka 5 m�neders l�n.

Tunfiskeriets guldalder

Det egentlige boom kom f�rst i �rene efter 2. verdenskrigs afslutning, men s� blev Danmark ogs� for alvor sat p� verdenskortet som stedet for de store tun.

I �rene 1940-45 foregik der naturligvis intet fiskeri. I 1939 var lystsejlads og fiskeri i �resund blevet forbudt p� grund af krigsudbruddet i Europa, men gennem hele krigen fangede Snekkerstenfiskerne mange tunfisk i �resund, mens lystfiskerne kunne bare se p�.

Allerede i sensommeren 1945 var de f�rste tunfiskere dog p� plads i �Tunfeltet� (omr�det mellem Helsing�r og Helsingborg og ned til Hven). Svenske J�germester Callander fanger, med stang og hjul, i l�bet af 7 dage i oktober ikke f�rre end 6 tun, der tilsammen vejede ikke mindre 1.239 kilo. Den st�rste var p� 240 kilo. �ret efter er Callander p� f�rde  og fanger i l�bet af bare 4 dage 9 tun. Samme Callander forts�tter i 1947 forrygende stil og fanger ene mand 24 tun, hvoraf de 6 tilsammen vejede ca. 1 ton. Den st�rste p� 320 kilo som p� det tidspunkt er skandinavisk rekord.

�ret 1948 er tunhistoriens mest fantastiske fangst�r, og her skabes Danmarkshistoriens st�rste �tunlegende� � Carl Bauder. Carl Bauder var s�n af Vekselerer Bauder, som blandt andet ejede Nordisk Film. Men det s�nnen pr�sterende var ingen fiktion. Det var virkelighed. I l�bet af s�sonen fangede han ikke f�rre end 68 tun med en samlet v�gt p� ikke mindre end 10.301 kilo, svarende til en gennemsnitsv�gt p� 151 kilo. Det sk�nnes, at der i rekord�ret 1948 blev landet omkring 400 tun i �resund. Nogle kilder ansl�r 600 tun.

I takt med tunfiskeriet boomer, kommer der naturligvis flere fiskere p� vandet. Den korte afstand til fiskepladserne fra havnen og ikke mindst den korte afstand til K�benhavn g�r at flere fors�ger sig som tunfiskere. Havde man ikke selv b�d kunne man leje sig ind hos erhvervsfiskerene i Snekkersten for hvem det blev en god forretning at sejle tunhungrende lystfiskere p� �resund. Var man nogle stykker kunne man sl� sig sammen og chartre en b�d. Det kostede 100 kroner for en dag, men s� tilfaldt fangsten ogs� skipperen for nu var der i mods�tning til tidligere kommet mange penge i tunfisk. I 20 �rne var der overhovedet ingen der ville s�tte t�nderne i en tun, men langsomt �ndre folk syn p� tunen. I begyndelsen af 30�rne kunne man f� omkring 10 �re kiloet ,men da Skagens Konservesfabrik begyndte af producere tun p� d�se kom der mere fart i priserne. Var man heldig, kunne en tun m�ske indbringe 2,50 krone kiloet, og s� var der pludselig god �konomi i fiskeriet. Derfor var det ikke altid let at f� skibslejlighed hos erhvervsfiskerne, der helst ikke ville have de rene novicer med, for det var der ingen penge i. Til geng�ld var det ogs� af st�rste vigtighed, at have en skipper, der forstod at sejle efter tunen og holde den rette vinkel til fisken under fighten.

Alternative l�sninger var at danne tunlag, hvor man slog sig sammen om b�d og grej. S� kunne omkostningerne holdes nede.

P� gode dage kunne der ligge flere hundrede fart�jer i omr�det af forskellig st�rrelse og med motorer med mere eller mindre motorkraft: Det var derfor n�dvendigt med f�rdselsregler. Fik man tun p�, var det det f�rste stykke tid tunen der bestemte farten. Man m�tte bare f�lge med. For at advare andre om, at nu havde man tun p� hejste man et gult tunflag. Det var markeret med et stort �T� og s� havde man fork�rselsret i forhold til andre. Gudskelov var skibstrafikken ned gennem �resund ikke s� voldsomt den gang, og hastighederne p� st�rre skibe knap s� hurtigt. En stor supertanker, der normalt bruger 5 kilometer til at tage farten af, ville nok ikke have haft de store chancer for at undg� en kollision, fordi en lille b�d kom henover separeringen, fordi en kroget tun nu havde bestemt sig for at g� den vej. Tolerancen var nok st�rre dengang, og f�rgerne respekterede ogs� n�r tunflaget var sat.

En af de personer der ogs� fortjener en plads i historien om tunfiskeriet er Bent Lind Jacobsen, m�ske mere kendt under synonymet �Peter Pirk�, som han skrev under gennem mange �r i Politikens Lystfiskerspalte.

Inspireret af specielt Carl Bauders gode resultater k�bte han eget skib, som blev henlagt i Skudehavnen i K�benhavn. Skibet, som tidligere var hjemmeh�rende i Karreb�ksminde, blev d�bt, men erhvervsfiskerne i Skudehavnen genkendte skibet under et andet navn � Daskelas og s� fik skibet lov til at beholde sit oprindelige navn.

Peter Pirk fort�ller om sine oplevelser med tunfiskeriet i bogen �Et liv med fiskestangen�. Det var nemlig ikke ligetil at fange tun og der var mange tun p� kontoen �over mistede fisk�. Carl Bauder omd�bte drillende b�den, p� grund af de mange tabte tun, til �Fumlelas�, men det til trods lykkedes det meget godt for Peter Pirk, at f� fanget sin andel af tunene. Han er s� vidt vides den eneste, der kan prale af at have fanget 3 tun over 300 kilo.

K�mpen � og den man aldrig s�!

Enhver god lystfiskerhistorie rummer ogs� fort�llingen om k�mpen. Fisken som kun er forbeholdt den ene. Historien tager sin begyndelse s�ndag d. 13. august 1950. Knud Kyvsgaard er taget p� �resund i sin b�d. Med i b�den er kone og datteren Birgitte p� 11 �r.  De var startet fra Snekkersten havn ved halv tolvtiden og havde hele eftermiddagen ikke set skyggen af tunfisk. Omkring klokken halv fem midt ude i Sundet lidt nord for f�rgeruten Helsing�r-Helsingborg sker der noget. Han fordrer med makrel, som sk�ret i stykker for at tiltr�kke tun. S� kommer hugget. Hjulet hviner. Fisken st�r stille. Kyvsgaard tager stangen og strammer op, og s� kommer der fart p� fisken. Han r�ber til sin kone, at hun skal starte b�den.

Hun er kender b�den, f�r startet motoren, sat tunflaget, alt mens tunen raser derudaf. P� d�kket kan Kyvsgaard ikke andet end at se til, da hans harnisk ligger inde i styrehuset, og han kan ikke selv hente det, da han har nok at g�re med at holde fisken. Omsider f�r harnisken p�, l�gger pres p� tunen og f�r halet line ind, mens den nu g�r ned mod bunden. Her st�r den stille og er ikke til at rokke ud af stedet. Den cirkler lidt rundt uden at det er muligt, at f� bare en enkelt centimeter ind p� hjulet. Det st�r p� i cirka 20 minutter, og Kyvsgaard begynder at l�gge yderligere pres p�, da han tror, der er tale om en mindre tun. Han begynder at pumpe. Det skulle han ikke have gjort. Pludselig tager fanden ved tunen, og den pl�jer af sted som en torpedo gennem vandet. Intet synes at kunne stoppe den. P� et tidspunkt, hvor motoren var sl�et fra tr�kker den b�den p� 22 fod over �resunds b�lger. P� et tidspunkt er det ved at g� galt, da den har ret kurs mod en anden b�d, hvor der ogs� er tun p�. P� forunderlig vis lykkedes det lige akkurat, at f� passere den anden b�d, hvis skrue kun er f� meter fra Kyvsgaards line.

Tunen forts�tter med uformindskede kr�fter sydover mod Hven, og Kyvsgaards hustru er n�d til at starte motoren for at f�lge med. Men det skal blive meget v�rre, da tunen f�r en ny id�. Det vil til Sverige og tager kurs direkte mod en tysk damper. Kaptajnen synes ikke at kende til det gule tunflag, s� han forts�tter sin kurs. Der bliver r�bt og fors�gt at f� hans opm�rksomhed indtil de kun er f� meter fra damperen, da han endelig sl�r kursen om og svinger rundt. Samtidig �ndrer tunen retning og man undg�r lige akkurat at blive ramt af agterstavnen p� damperen.

Det er bl�st op, og b�lgerne generer Kyvsgaard, men ikke tunen, der de n�ste par timer tr�kker p� kryds og tv�rs over Sundet. Kyvsgaard ligger et k�mpepres, men lige lidt hj�lper det. Hans krop begynder at v�rke, og p� et tidspunkt er de i n�rheden af Snekkersten havn, da den tr�kker over mod 2 r�kke bundgarnsp�le. Mellem bundgarnsp�lene g�r den rundt i cirkler dybt nede, men det lykkedes at f� s� meget line ind, at den bliver presset s� meget op, at han f�r et enkelt glimt af fisken, f�r den atter g�r i dybet. Denne gang p� vej direkte mod det ene s�t bundgarnsp�le. Kyvsgaard tager en beslutning og pumper alt hvad remme og t�j kan holde � tunen stopper. Den kommer s� t�t p�, at hans kone kan f� fat i forfanget. Han kommer til og sammen med datteren, holder de alle 3 i forfanget.

Kyvsgaard stikker fangstkrogen ned og f�r den solidt gaffet, v�ltet om p� ryggen og dolket. Den m�tte blive i vandet. Det var umuligt at f� den indenbords. Alt mens klapsalverne og hurrar�bene lyder fra omkringliggende b�de fort�jres tunen, og kursen s�ttes mod Snekkersten. Vel inde i havnen kunne v�gtkontroll�ren bekende, at dyret vejede 744 pund. Ny rekordfisk. Som en rigtig sportsmand tildelte Kyvsgaard en stor del af �ren til sin kone og datter. Konen fordi hun havde sejlet som fremragende, og datteren fordi hun under hele fighten havde s�rget for, at r�lingen var t�r, s� han kunne stemme imod med f�dderne.

Beretningen om Kyvsgaards k�mpe tun kunne ligesom godt v�re endt som historien om den man aldrig s�. Den historien kan  tilgeng�ld fort�lles af Axel Svendsen, Ludvig Svendsens s�n. Sammen med en kammerat l� han i august 1949 udfor Kronborg, da hugget falder ved halv ettiden.. Efter et udl�b p� 200 meter giver Axel Svendsen modhug og kampen begynder. Kammeraten sejler mod fisken og der hales line ind. Tunen g�r ned og g�r i store cirkler og er ikke til at rokke ud af stedet. Der g�r omkring 2 timer ,og tr�theden er ved at indhente Axel. Kammeraten vil gerne overtage stangen, men det vil Axel ikke. De beslutter at hale den ind i h�nden. Tunen tr�kker nordover, mens de haler line ind. Den kommer s� t�t p� b�den, at de har fat i dobbetlinen.

Der er kun 12 meter ned til fisken. Axel l�gger stangen fra sig for at hj�lpe med at h�ndline tunen ind. Linen der er 162 lbs line sk�rer et dybt  hak i r�lingen, men tunen fors�tter nordover mod Kullen. Der er nu g�et 6 timer, og de beslutter at s�tte en bremsedunk p� linen som straks bliver trukket under, men kort efter dukker op igen . De er blevet sultne og beslutter at g� nedenunder for at spise. Imens fastg�r de linen til pullerten og mens de spiser tr�kker tunen b�den p� omkring 5 tons nordover. De �ndrer taktik. Hver gang de f�r line ind giver de den en t�rn om pullerten. Linen er sp�ndt som en violinstreng og synger liges�. M�rket er ved at s�nke sig, da solen er ved at g� ned, men tunen tr�kker stadig med uformindsket kraft. Klokken halv ti spr�nger linen efter en kamp som ingen ende synes at f�. Ved midnat n�r de atter havnen, hvor de m�des med Ludvig Svendsen, der fyrer f�lgende salut af til s�nnen: �Om s� jeg skulle v�re blevet derude hele natten, havde jeg aldrig givet mig!�. Forskellen var nok bare, at s�nnen var knap s� entusiastisk som faderen.

Skandinavisk Tuna Klub og Skandinavisk Tuna Cup ser dagens lys

Inspireret af det fantastiske fiskeri i 1948 synes det helt naturligt, at en flok meget entusiastiske tunfiskere allerede samme efter�r f�r ideen om at stifte en klub med navnet Nordisk Tun Klub, og allerede i vinteren 1948/49 bliver klubben en realitet. Blot �ndrer man navnet til The Scandinavian Tuna Club for at f� et mere internationalt isl�t. Ved stiftelsen d. 4, marts 1949 indmelder 18 personer sig. 11 svenskere og 7 danskere. Til bestyrelsen v�lges som pr�sident Mogens Mogensen, vicepr�sident bliver Peter Balle, sekret�r Wahl-Asmussen, kasserer B�rje Velander samt bestyrelsesmedlemmerne Carl Bauder og Arvid Carlander. Der er store planer om allerede samme �r at arrangere et stor tunkonkurrence p� �resund, og da B�rge Munk Jensen p� vegne af Berlingske Tidende uds�tter en vandrepokal til v�rdi af 5.000 kroner, synes der at v�re st�bt et solidt fundament for en fiskem�ssig succes p� internationalt plan.

23. og 24. august 1949 indbydes der for f�rste gang til Skandinavisk Tuna Cup p� �resund. Cirka 80 fiskere fordelt p� 40 b�de har meldt deres deltagelse. De fleste garvede tunfiskere fra begge sider af �resund. Snekkersten havn er udgangspunkt for konkurrencen og Snekkersten Kro er stedet for den efterf�lgende afslutningsfest. Kuvertprisen er 35 kroner for en 2 retters menu incl. drikkevarer, dog ikke adlibitum, men incl. mokka og efterf�lgende dans, hvis man skal f� et indtryk af datidens prisniveau.

Der fiskes efter nogle regler, der er helt p� niveau med vore dages meget strikse fiskeregler. Man kan derfor kan sige, at konkurrencen allerede var en del forud for sin tid. Der er nemlig begr�nsning p� linens brudstyrke, som maksimalt p� v�re p� 54 tr�de, svarende til en brudstyrke p� 162 lbs (3x 54), Heraf m� de yderste 6 meter kun v�re lagt dobbelt ligesom forfanget kun m� have en l�ngde p� 6 meter. Tunstangen, der kan v�re 2 delt og have en l�ngde p� mindst 198 centimeter, svarende til 6 fod og 6 tommer. Topstykket m� maksimalt v�re 44 ounces eller 1,25 kilo. Desuden er der regler for hj�lp og udtr�tning af fisken. Konkurrencen afg�res efter et pointsystem, hvor man f�r 1 point pr. kilo tun, men fiskeren der fanger den f�rste fisk f�r desuden 50 point oveni, mens den fisker der har de fleste fisk f�r 50 point oveni. Det er et krav, at fisken skal v�re stukket inden den indvejes, og er det ikke sket, f�r man et fradrag p� 5 kilo. Vinderen er den fisker der sammenlagt over begge dage har flest point. Der indvejes 7 tun, og den f�rste vinder af Tunacuppen, den pr�gtige s�lvbowle, der er indk�bt som pr�mie tilfalder Kristian N�chel.

De f�lgende �r kommer der et utroligt fokus p� den �rlige konkurrence, der efterh�nden udvikler sig til en mediebegivenhed. Radio og ikke mindst det nye f�nomen  fjersynet, bliver en god reklames�jle for konkurrencerne. Der vises reportager fra konkurrencerne, hvor seerne kommer t�t p� den drabelige kampe mellem tun og fisker. Bl.a. vises en kamp hvor Jack Iversen k�mper l�nge med en tun, men hvor tunen sejrede efter 4 timer og 19 minutter, som det malende udtrykkes i reportagen. Jack Iversen tog det dog som sportsmand med en god cigar og sagde, at man burde sk�nke en s�lvpokal til den fighter, der vandt over ham. Det var faktisk s� popul�rt, at man p� BT-Centralen p� R�dhuspladsen kunne k�be billetter til et skib i Snekkersten havn, hvor man blev sejlet ud p� �resund, s� man p� n�rmeste hold kunne betragte fiskeriet.

Der kommer tilmed ogs� et royalt isl�t over konkurrencerne, da Hans Kongelige H�jhed, den fiskebegejstrede Prins Axel (1888-1964) bliver pr�sident for Skandinavisk Tuna Club og samtidig protektor for Skandinavisk Tuna Cup.

Desv�rre l�ber man i begyndelsen af 1950�erne ind i det problem, at tunen begynder at svigte. I 1953 bliver man n�d til at uds�tte den �rlige konkurrence, der var planlagt fra 24. til 29. august til 1. til 6. september, da der i midten af august endnu ikke var set tun i �resund. Det synes at v�re en god id�, for allerede den f�rste dag bliver der fanget 3 tun, men da konkurrencen er fordi, er den samlede fangst kun p� 5 tun, med den st�rste p� 270 kilo fanget af Erling Lauem�ller, der derved l�ber med Skandinavisk Tuna Cup. I relation til deltagerantallet p� omkring 70 deltagere synes det som et meget begr�nset udbytte. Sidste �r der afholdes Skandinavisk Tuna Cup p� �resund er i 1954 hvor der kun fanges en enkelt tun, og hvor den samlede fangst i hele �resund ansl�s til omkring 35 eksemplarer. De f�lgende �r udebliver tunen helt fra �resund.

I 1959 skiver B�rge Munk Jensen en artikel i Sportsfiskeren med overskriften: Hvor er tunfisken blevet af? For det er ikke kun �resund der svigtes af tunen. P� den nord-amerikanske �stkyst ved Nova Scotia har man ligeledes m�tte aflyse konkurrencerne p� grund af manglede tun. Tunen har tilsyneladende �ndret tr�kruter, da de optr�der i samme m�ngder som tidligere, men p� andre breddegrader. Nu er de europ�iske konkurrencer henlagt til Biscayen og ved Amerika forg�r det nu s� lagt sydp�, som ved Bahama-�erne udfor Florida. Tunfiskeriet i Danmark synes, at v�re en saga blot.

De sidste krampetr�kninger giver de st�rste.

I 1960 da man n�sten havde opgivet h�bet om nogensinde at se tun igen, skete det alligevel. Tandl�ge Jan Grabowski, der nok mere er kendt som Danmarksmester p� vandski, fangede p� Lappegrunden 2 tun hvoraf den st�rste vejede 250 kilo. P� den svenske side af �resund satte den erfarne tunfisker Erik �hrn svensk rekord med 360 kilo, da han ligeledes p� Lappegrunden d. 29. august fik et k�mpe hug. Kampen, der startede p� Lappegrunden, lige nord om f�rgeruten, endte 3 timer senere oppe ved H�gan�s.

�ret 1961 var som en genf�dsel af de  gode gamle dage. Forekomsten af tun eksploderede. Den samlede fangst l� p� omkring 300 tun � og det var tilmed store. Men det var ikke kun i �resund. Ogs� i Storeb�lt mellem Kors�r og Nyborg kunne iagttages store m�ngder af springende tun. Som Sportfiskeren skrev: �I hundredvis har b�de v�re ude, og p� de fleste har tunflaget blafret i bl�sten og fortalt om hug og kamp - og de n�rmeste b�de v�rsgo havde at holde sig p�nt p� afstand. Olso-b�den var dog ligeglad. Det gik udover den kvindelige europamester Birgitte Kyvsgaard, som fik line kappet at det store skib med en dyst med en kroget tun�.

Det var stortunenes �r. St�rste tun var p� 360 kilo fanget af Arne Petersen-Heinrichsen, men andre blev ogs� noteret for tun over 300 kilo. Bl.a. den 18-�rige Per Johansen, der p� sin f�rste tur overhovedet fangede en tun p� ikke mindre en 327 kilo. Familien Kyvsgaard, hvor faderen Knud Kyvsgaard 11 �r forinden, med hele familiens hj�lp, havde sat dansk rekord med 372 kilo havde �tur i den� Datteren, f�rn�vnte Birgitte fangede en tun p� 317 kilo og satte europarekord for kvinder, men fangede desuden 2 yderligere p� 272 og 246 kilo. Mor, Nina Kyvsgaard, fangede en p� 293, 5 kilo, mens far Knud m�tte �n�jes� med en �lille� p� �kun� 248 kilo.

Det var den sidste rigtige tuns�son. I de kommende �r var der kun tale om enkelte sporadiske fangster af tun og i 1964 var det endelig slut, da den sidste tun blev taget af Sven Marcussen. Tunkongen Carl Bauder fangede sin sidste og mindste tun i 1962 � s�lle 51 kilo vejede den. H�bet forsvandt dog ikke helt. I en annonce i Sportsfiskeren fra 1966 annoncerer den kendte sundskipper Per Thuesen med tunfiskeri fra hans skib Syveren. Selskaber 4 a�5 personer incl. tungrej kostede 100 kroner. Til geng�ld var turen gratis for alle deltagere bare der blevet fanget en tun. Et godt initiativ desv�rre ikke gav gevinst.

Siden har der kun v�ret spredte fangster af erhvervsfiskere. Den st�rste jeg umiddelbart kan erindre er et eksemplar p� ikke mindre end 450 kilo, der i sommeren 1981 blev landet af en erhvervsfisker i Odden Havn. Den blev solgt til den lokale havnerestaurant, hvor dagens ret i mange dage var tunb�ffer.

De gode gamle dage vender aldrig tilbage

�rsagen til tunens endelig exit fra dansk farvand skyldes ren og sk�r opfiskning og rovdrift. Tunene n�r ikke at blive ret gamle og inden de opfiskes, og et regul�rt forbud er nok den eneste l�sning p� problemet. Prisen er kommet op i et leje, der er helt vanvittigt og i takt med at den japanske nationalret Sushi er blevet en modedille, er presset p� den bl�finnede tun blevet s� farlig, at den risikerer at udd� inden for ganske f� �r. WWF`s maritime afdeling beskrev den for et par �r siden som Middelhavets nye foie gras, fordi den har udl�st en sand guldgraverstemning. Faktisk anbefalede WWF at EU skulle gribe ind, men kender man politikere ret, s� sker der ikke noget f�r det er for sent. Modsat kan man jo h�be, at der ved at ske en forbedring. Irske lystfiskere er nordom Irland begyndt af fange tun p� lystfiskergrej, s� m�ske er der h�b. Realistisk bed�mt bliver nok aldrig, som det var i gamle dage, men man har da altid lov at h�be.

Kildemateriale:

Ludvig Svendsen: Saltvands-Fiskeri (1946)

Ludvig Svendsen: H�ndbog i Saltvands-Fiskeri (1948)

Ludvig Svendsen: Fiskeri og fiskesteder i Danmark (1958)

Politikens Lystfiskerh�ndbog (1957-1972 -udgaverne)

Mogens Espersen: S� stor! (1996)

Tips og grej 1953

Sportsfiskeren

Fisk & Fri

Interne optegnelser fra Skandinavisk Tuna Klub

Tilbage til historien

Tilbage til oversigt