skip to Main Content

Tunfiskesafari

Tunfiskesafari

Af Michael Bertelsen

Per Pløk sad på bolværket i Hundested sammen med den enarmede barber og mediterede over en flok Tuborg og bølgernes kluk mod bundgarnsjollerne.

Efter et par timers ultraviolet gennemlysning i forårssolen, samt en tilsvarende indre alkohol udrensning, indtræder parret i den tilstand, hvor man har nogen vanskelighed ved at skelne asfalten fra himlen.

Per har siddet og kogt over den 6. udgave af “Jeg er lystfisker” fra Politikens Forlag.

Han smækker en beskidt pegefinger ned på et billede af en afdød tun iført stolt fangstmand, med underteksten: “Europas største, sportsmæssigt fangne fisk. Tun fra Øresund, vægt: 372 kilo. Fanget 13/8 1950 af Knud Kyvsgaard”.

Med en usikker kropsdrejning og et let plirrende blik smider han hele herligheden i skødet på den enarmede barber.

“Det var dengang der var fisk til i Danmark,” ræber han med en umiskendelig hørm af Tuborg omkring sig.

“Jaa,… den er godt nok stor,” tøver barberen.

“Den er ikke bare stor,” siger Per, “det er en tun. Det er sgu da ikke lige sådan nogen, vi fanger i Roskilde fjord. Stålvalseværket og alle de andre idioter har vel fået dem udryddet.”

“Nårh… det ved jeg nu ikke,” siger barberen.

“Hvad mener du med, at du ikke ved det?”

“Det med, at de er udryddet….”

“Ja, hvad med det?”

“Ja, sådan nogen fanger de sgu da stadigvæk oppe ved odden.”

Barberen løfter øjenbrynene for at se troværdig ud, men eftersom han er halvskaldet helt om i nakken og i besiddelse af et par vildsvinagtige øjenbryn, kommer han bare til at ligne noget fra en far til fire film.

“Du bør gør noget ved de øjenbryn,” siger Per, “vil du påstå at de stadig fanger tun, lige ovre på den anden side.” Han nikker over mod odden.

“Ja, for pokker, vi kan vædde en kasse bajer.”

Den kan Per ikke give igen på. En kasse bajer er ikke noget man spøger med.

De mumler begge to et eller andet om fisk inden de med hver sit grynt ruller om på siden, og napper en eftermiddagslur blandt bøjer og pullerter.

Et par timer senere linder Per på det ene øjelåg og får som det første øje på det gode skib, “Dronning Thyra den 2 af Danmark”.

Skib er måske så meget sagt, i betragtning af at det drejer som en af flådens aflagte gummibåde med tilhørende påhængsmotor i magnum klassen, som Per i en snæver vending har byttet sig til for en kasse vodka uden banderole.

Navnet hidrører fra et kort intermezzo med en kvindelig bodybuilder, der i visse situationer ikke adskilte sig væsentligt fra de inseminerings erfaringer Per Pløk havde høstet som yngre landmand blandt Jersey tyre.

At der allerede var tale om nummer to i rækken af flydende monarker, skyldtes et aflivnings forsøg af en større pighaj med haglgevær, en teknik Per havde sværget til siden de første erfaringer med storgedder.

Mens han således fra liggende position ikke uden en vis mængde stolthed betragter sit skib, formes en storslået plan i han hjerne.

Han rusker et par gange i den højt snorkende barber og brummer:

“Vågn op for fanden, det er tid til stor dåd.”

“Hva’ sir’ du? Er vi løbet tør for øl?”

“Nej,” siger Per og skuer ud mod horisonten, “i dannevang skal der atter fanges tunfisk.”

“Du trænger klart til en dram mere…” mumler barberen.

“Nej, nej. Du sagde det selv. De fanger stadig nogle ordentlige bæster ovre ved
Odden… Lyv ikke. Det sagde du.”

“Erhvervsfiskerne, sagde jeg. Sgu da ikke et par fjollerikker med aborrestænger og en gummibåd.”

“Og, hvad er der nu galt med Dronning Thyra, om jeg må spørge?”

“Der er ikke noget galt med det royale skib, men det egner sig næppe til fangst af tun,” mente barberen.

“Det skal du ikke sige,” sagde Per og rynkede eftertænksomt panden.

En halv time senere er de på vej til barberens smugkro i Stenløse i en udtjent postbil.

Der står større summer på spil i nogle af de uofficielle hasardspil, der dyrkes i baglokalerne bagved salonen.

“Fortæl mig helt præcis, hvad det er erhvervsfiskerne gør og hvornår de gør det,” siger Per på tilbagevejen.

“Jo,” siger den enarmede barber, “for det første er de ikke i nærheden af den skønhed du viste mig, hvad størrelse angår. Vi snakker om en 25 til 50 kilo, hvis det går højt omkring 100… og så skal der en speciel teknik til… det er jo ikke sådan, at man bare tager torskegrejet og så er den skid slået… Nej, der kan du sgu tro om igen.”

“Jamen, fortæl, fortæl,” ivrer Per.

“Jou, jou. Vent til silden er kommet. De følger lige i hælene, eller gatfinnen skulle jeg måske sige, på dem.”

“Og, hva’ så?”

“Det er jo ikke ligefrem lystfiskeri, men det virker.” Barberen kigger kort på Per, inden de lister uden om linie 332 til Stenløse.

“De har en nylonline der er ca. 5 mm tyk og en krog i størrelse 10/o fastgjort til 2 femogtyve liters plastikdunke med en afstand på ca. femogtyve meter. Der agnes med hel sild… og så er det bare at vente.”

“Så hiver man det hele over bord, hvis der er bid?” spørger Per.

“Ja, ja. Dyr i den størrelse er sgu småfarlige. Hvordan tror du, jeg mistede min hånd?”

“Det har jeg egentlig aldrig tænkt over,” siger Per og tilkaster stumpen et enkelt blik.

“Det var godt nok en sværdfisk, men det kunne lige så godt have været en tun, dengang i Caribien. Hvis et møgdyr på et kvart ton hiver i den anden ende, gør man klogest i at give slip, medmindre selvfølgelig man vil af med livet. En matros reddede simpelthen mit liv ved at hugge venstre arm af, da jeg var på vej ned på 500 meters dybde.”

“Det var satans!!” Nu er det Pers tur til at løfte øjenbrynene. “De der dunke udmatter simpelthen fisken, når den dykker?”

“Ja, man følger efter dunkene en halv times tid til tre kvarter, så kommer de op til overfladen og vælter om på siden. Så skal man være vaks med fangstkroge og harpuner… og det plejer du jo ikke, at have svært ved,” siger barberen grinende.

“Jamen,” indvender Per, “der stod da sportsfangne.”

“Jou, jou. Tunstole og grej fra Penn til en halv årsløn, go’morgen min bare røv. I øvrigt er det noget fis, dyrene er praktisk taget tamme. De kommer helt hen til skibssiderne, så man stort set kan håndfodre dem.”

“Hmm,” Per ser eftertænksom ud, “det er nu det jeg vil.”

Barberen tilkaster ham en enkelt blik, af den slags der siger at man nok er utilregnelig, men jeg har trods alt set det hos dig før, så det er nogenlunde okay.

I løbet af kort tid, hvilket i praksis betyder inden silden er kommet, har Per fået forstærket det royale fartøj på siderne med adskillige tomme olietønder, idet han godt kan regne ud, at en kroget tunfisk i kombination med en gummibåd, kan vise sig at være en farlig sammenstilling.

Han forstærker bundpladerne med spåntræ og installerer en af Barberens udtjente frisørstole på dæksplankerne, ligesom han støver noget udtjent Tungrej fra nu hedengangne Ludvig Svendsen op af grejsumpen, også kaldet det private marked.

Der ilægges harpuner i flere størrelser, ligesom der i sikkerhedsøjemed fastgøres maske og iltflasker. Kommer det først dertil, at en af de store hugger, så er han i hvert fald ikke en af dem der slipper, vel vidende at der i danske farvande ikke er 500 meter dybt.

Alt er klart. Nu skal der fanges tun.

Dagen oprinder, hvor der meldes om sild ved Odden, og kammeraterne er ikke dem, der holder sig tilbage for en spydig bemærkning eller to.

Møg-Villy og Søren Slam danner espalier med slamsugeren og møgsprederen, for som de siger, så kan der umuligt gå mere lort i den.

Barberen gør honnør med den tre kvarte arm, for ligesom at tilkendegive hvad Per nu roder sig ud i.

Per går på sin side stout med geværet over skulderen gennem rækken af sarkastiske tiltag ned til “Dronning Thyra den anden af Danmark”, der for nuværende ligner noget Dali’ kunne have fundet på.

Den eneste der er fuldt og helt med på Pers projekt er Sorte Sigurd, hvilket ikke mindst skyldes de utallige væddemål han har indgået, lydende på adskillige flasker Whisky samt åleretten over større territorier, på at Per Pløks forehavende lykkes.

“Giv dem en ordentlig, Satans harpun lige i røven, Per,” siger han opmuntrende, “har du ikke nogen, kan du låne af mig.”

“Tak, skal du have Sigurd,” siger Per og tørrer snudeskaftet der løber i tjæreduften fra Sigurds tøj, “det er ikke harpuner jeg mangler… derimod hvis du kunne skaffe lidt afsætningsmuligheder for frisk tun… eller kunne finde en opskrift på Tun i olie… du ved 100 kg fisk er lidt meget at stå med på en gang!”

“Min mindste kunst, Per, min mindste kunst,” siger Sigurd med et smørret grin, der blotter en enkeltstående tand grimmere end Ishøjplanen, “lidt ål for lidt Tun… så finder vi ud af det, Sateme… Der er sgu nogle af de der Københavnersnuder, der æder lortet råt… en Japansk ide… hva’ fanden ved jeg… bare de betaler.”

“Råt?” siger Per rystet, “de har tilsyneladende aldrig hørt om sildeorm og sortpletsyge… idioter, men bare de betaler… som du siger.”

Han ryster sig i væmmelse.

“Gutter,” siger han og hæver stemmen, “I kan godt lægge pengene og de gyldne dråber frem i puljen med det samme. Inden sommeren er omme skal I smage friskfanget Tun fra Sjællands Odde.”

Med disse bevingede ord entrer han sin stolte skude, drejer gashåndtaget i bund og farer siddende i frisørstolen ud over Kattegats blå bølger med 20 knob i timen.

Lyden af bølgerne mod de tomme olietønder er den første forsmag man på de kanter får af de senere, i forbindelse med karneval, så populære steelbands.

De første par ture ender i et par torsk omkring målet og ikke mindst et par fede ørreder, om end dejlige så dog et stykke fra de i fantasien så ophidsende tunfisk.

Per giver imidlertid ikke op og en dag hen under aften falder drømmehugget. En tunfisk omkrig de 25 kilo har taget agnen, Per springer i frisørstolen og lægger pres på den gamle splitcanestang med 500 meter 2mm line på.

Til hans store skuffelse er en fisk i den størrelsesorden ingen match for et udstyr der er beregnet til at fange en ti gange så stor fisk, så ti minutter senere vælter den trods alt flotte fisk om i overfladen bare fem meter fra båden.

Den får ikke mindre end tre harpuner igennem sig og afgår ved en øjeblikkelig død.
Med fisken vel oppe i “Dronning Thyra” sætter Per sig tilbage i stolen, åbner en porter og tænker situationen igennem.

Han har vundet væddemålene, ingen tvivl om det, men på den anden side var det ikke lige det, han havde drømt om.

Det han har at gøre, er at søge land, undersøge markedet sammen med Sorte Sigurd og i øvrigt indkræve gevinsterne fra væddemålene… for, og her lysner det, hvor der er en Tun, er der også flere.

Så griner han for sig selv, der i skumringen.

Ja, gu er der så, den store ligefrem venter på ham.

Sådan går sommeren. Per Pløk fanger jævnligt Tun, men den store lader vente på sig, indtil han får den lyse ide at installere et ekkolod i det royale skib.

En aften da han har opgivet videre fiskeri og er for indadgående, giver ekkoloddets alarm et vræl fra sig, så han nær er væltet i vandet med 20 knob i timen.

Med rystende hænder forsøger han at tyde de elektroniske signaler, men ingen fejltagelse er mulig. Det her er den store, og den befinder sig lige under båden.

Faktisk kan man sige, at signalet er så massivt, at det der befinder sig under “Dronning Thyra den 2 af Danmark” mindst må være moderen til alle tunfisk, men det har Per for nuværende alt for travlt til at tænke nærmere over.

Han spænder sig fast i stolen, glæder sig over de jernkæder der holder stangen urokkeligt fast til båden og lægger med dunkende hjerte agnen ud.

Et par nerveflænsende minutter sker intet, og så…

Hugget falder som en 800 år gammel eg, der rammer jorden med et dommedagsbrag.

Lænkerne knager, bremsen på hjulet gløder og “Dronning Thyra” bliver flået modsat sin egen sejlretning med ca. 40 knob.

“Gud i himlen,” skriger Per, “nu kan du sgu godt slippe Knud Kyvsgaards gamle tunfiskerekord… Han har jo alligevel smækket stængerne i vejret… så han kan vel ikke have glæde af dem nu… eller hva’ ?”

Per Pløk er ikke den der giver op, heller ikke da kampen har stået på i timevis og flotillen nærmer sig internationalt farvand, og armene brænder.

Man kan uden at overdrive påstå, at han er en sej gut.

Ud og ind mellem færger og tankskibe går den voldsomme kamp til Svenske kysten er i sigte, og nu truer uhyret med at gå i dybden!

“Ha, din satan. Du er sgu ved at være træt, men mig tager du ikke røven på,” skriger Per af sine lungers fulde kraft, og ifører sig iltmaske, netop som monsteret dykker ned på tredive meters vand.

Per når lige at tænke, at fisken må være nær verdensrekorden inden de kolde bølger lukker sig over hans hoved.

Det er i de følgende minutter, man for alvor ser den sande fangstmands kampgejst udfoldet i hel størrelse.

Havde man kunnet følge Per Pløk så at sige i det undersøiske, ville man på trods af de af kølvandet optrukne kinder kunnet ane et sammenbidt smil, der sagde så meget, at nu er du min din satan, og det på trods af et massivt tryk, her tredive meter under overfladen.

Per øjner på kompasset at jagten snart er slut. Monsteret vil om kort tid strande sig selv, hvis den bibeholder den nuværende kurs, et fænomen han tolker som dyrets sidste krampetrækninger.

Ganske rigtig, undersøiske klipper begynder at rage op fra bunden og dyret stiger så tilpas højt i vandet, at trykket i Pers ører aftager næsten helt.

Med et slækkes 2mm linen, en voldsom støj forplantes under vandet og Per stiger med iltflasker, harpuner og frisørstol som en korkprop mod overfladen, der brydes med et gigantisk svup, der kaster Per omkring 2 meter i vejret, før han lander på overfladen igen, et kort øjeblik kulderystende af angst for at kæmpe tunen er sluppet ham af hænde.

Da hans noget medtagne krop atter har fundet sig selv, må han bruge adskillige minutter på at stykke det han ser sammen til en fornuftig historie.

Foran ham ligger på skærene, akkurat som han havde regnet ud, monsteret han havde kroget, der så at sige i dødskampen har strandet sig selv.

Det varer noget inden han får bearbejdet de stålplader og propeller hans øjne foder hans hjernebark med, så historien han lige har været med i hænger sammen.
I skærene ligger en Sovjetisk ubåd af Whisky klassen med en solid 10/0 krog i periskopet.

Over hovederne på de Russiske sømænd og Per Pløk svæver den Svenske marine med projektører og diverse kommandoer på udenlandsk. Fra alle sider nærmer Svenske elite frømænd sig “Thyra den 2 af Danmark” og Per der ud af øjenkrogen aner adskillige fotografer, der ser meget civile ud, ser ingen anden mulighed end at overgive sig.

Hele det internationale efterspil kender de fleste.

Om Per kan man sige, at han overnattede på flere hemmelige Svenske ubådsbaser, og måtte svare på adskillige ubehagelige spørgsmål, før han og “Dronning Thyra” blev hædret med et Elsdyr i guld for den pro Skandinaviske indsats, han og det stolte skib havde gjort.

Da flåden tilmed kommer slæbene med en udtjent hvalfangerbåd, der blot trænger til en kærlig hånd og tilmed har kran der kan løfte “Dronning Thyra” fri af vandet, er det lige før Per må slippe en tåre.

Betingelsen for overdragelsen er at Per ikke snakker med den svenske avis “Expressen”, noget der falder ham let.

“Hæ, hæ,” gnækker han, “man behøver jo ikke benytte eget navn. Hæ, hæ… det skal sgu nok gå, hæ.”

Knæk & Bræk

med tilladelse fra Michael Bertelsen er denne novelle “klippet” fra www.fyldepennen.dk

This Post Has One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top